Menu

U19 Liga 3 – Finale

image
Jesper Eriksen
25. juni 2021 kl. 06:36
Titlen som ”jysk mester"

"U19 Liga 3 – Finale: 

IF Lyseng 1-2 OB  

 

U19 Liga 3 holdet stod overfor en finale på Sankt hans aften mod IF Lyseng. Titlen som ”jysk mester” i Liga 3 var på spil, og kampen blev derfor spillet på en neutral bane i Tørring, tæt ved Vejle.  

 

Fra kampens start var det tydeligt, at det var vores OB drenge som tog styringen i kampen. IF Lyseng var tilfredse med at stå på egen halvdel, og ellers satse på direkte spil på kontraangreb. Derfor krævede det stor koncentration, hvor de leverede en stærk første halvleg.

Gode på bolden og kvalte de fleste IF Lyseng omstillinger med et hårdt genpres, og det bar også frugt.  

 

Efter 24 minutter blev Bastian Hansen sendt afsted i dybden i venstre side. Han formår, at komme til baglinjen, og her stod han overfor to forsvarsspillere. Det stoppede dog ikke umiddelbart Bastian, som med nogle lækre fødder og driblinger fik fremtvunget et straffespark. Det fik Gustav Gaarde muligheden for at eksekvere, og han sparkede det stensikkert i kassen til 1-0.  

 

Mønstret fortsatte i resten af første halvleg, som drengene totalt dominerede.  

 

I anden halvleg lagde drengene igen stærkt ud og efter 47 minutter var der mål igen. Nok engang var Bastian på togt, denne gang i højre side, hvor han drev bolden til baglinjen og lagde et flot indlæg på tværs. Måltyven Gustav Gaarde kom spurtende ind i feltet, og stangede bolden i mål til 2-0 på et smukt hovedstød.  

 

Herfra blev kampen mere rodet, og det var klart til IF Lysengs fordel. På et næsten identisk mål til vores 2-0 mål, scorer IF Lyseng på deres første chance i kampen til 2-1. Efter reducering havde drengene svære ved at kontrollere kampen, og det blev mere hektisk med meget direkte spil. Drengene skabte dog stadig de største chancer på kontraangreb, men 3-4 misbrugte chancer gjorde, at kampen ikke blev lukket.  

I stedet fik IF Lyseng skovlede en masse indlæg i feltet de sidste 10-15 minutter af kampen, men selvom de var nogle store gutter, så afviste drengene flot det ene indlæg efter det andet.  

 

Derfor endte kampen 2-1, og derfor kunne holdet gå fra banen som ”Jysk Mester”, en titel de færreste fynske hold opnår. Bastian og Gaarde stod for mål og assist, men hele holdet leverede en kæmpe præstation. 

 

Det var ganske velfortjent og rundede et flot forår af. Vi kan som trænere se tilbage på en stærk sidste halvsæson, hvor drengene har løftet deres niveau betragteligt. Dette skal holdet selvfølgelig have stor ros for, men særligt Kristian Olesen og Joakim Bursøs arbejde omkring Liga 3 har været en fornøjelse. Det kan man kun sætte stor pris på. 

 

Alt i alt har det været en fed sæson, på trods af flere vanskeligheder, men drengene har gjort det godt og kan gå på en velfortjent ferie." 

Luk