OB og Energi Fyn spørger fynboerne #MåJegFåDinTrøje?
OB og Energi Fyn vil indsamle og give fodboldtrøjer videre til børn, unge og familier i Red Barnets lokalforeninger på Fyn. Samarbejdet skal bidrage til, at børn og forældre i udsatte positioner får gode fodboldoplevelser og glæden ved at udvælge deres helt egen fodboldtrøje.
Det er et velkendt fænomen, at fodboldfans beder om spillertrøjer efter kampe på fodboldstadions verden over. Men nu er rollerne byttet om, når vores førsteholdsspillere fra i dag spørger fans, om de må få fodboldtrøjer, som er klar til et nyt liv.
Sammen med Energi Fyn og Red Barnet har vi nemlig indgået et samarbejde, hvor vi sammen med Energi Fyn indsamler fodboldtrøjer og giver dem nyt liv hos børnefamilier i Red Barnets lokalforeninger på Fyn.
Kampagnens navn er #MåJegFåDinTrøje, og målet er at bidrage til, at børnefamilierne bedre kan deltage i lokale, positive fællesskaber i OB på lige fod med andre børn og familier, hvor de kan få gode oplevelser og mulighed for at udvælge deres helt egen fodboldtrøje.
- Som fodboldklub ønsker vi aktivt at give børnefamilier i Red Barnets lokalforeninger på Fyn positive oplevelser, gode minder og at mærke det fantastiske fællesskab, der er omkring fodbold, siger Jack Jørgensen, kommerciel chef, OB, og tilføjer:
- Det er et kendt fænomen, at fodboldtilskuere holder skilte og bannere op med teksten ’Må jeg få din trøje’. Nu vender vi den rundt, så det er spillerne, der spørger fans efter deres fodboldtrøjer, som børnefamilierne kan overtage og bære med stolthed på ferielejr, i skolegården eller på stadion.
Til kampagnens startskud den 22. september er alle børnefamilier tilknyttet Red Barnets lokalforeninger på Fyn derfor inviteret gratis til kamp på Nature Energy Park, for at deltage i fodboldfællesskabet.
Hele Fyn kan give fodboldtrøjer
Hos Energi Fyn, der er stolt sponsor af Øens Hold, harmonerer kampagnen med deres værdisæt om at give tilbage til samfundet og bidrage til, at flere børn og unge kan få gode oplevelser og komme tættere på positive fællesskaber:
- Jeg tror, vi er mange, der kan huske, hvor stort det var at tage sin første fodboldtrøje på. Som far mærker jeg selv, hvordan det for mine egne børn er med til at skabe fællesskab og minder med kammeraterne. Hos Energi Fyn synes vi, at det er noget, alle børn skal have mulighed for at opleve. Jeg er sikker på, at vi kan gøre en forskel gennem både Øens Hold-samarbejdet og vores Fynsk Support-klubber i denne kampagne, siger Kenneth Christiansen, salgs- og marketingchef hos Energi Fyn.
Derfor sætter Energi Fyn god energi til kampagnen ved at stå for indsamlingssteder i deres eget hovedkontor i Odense samt fem udvalgte Øens Hold-klubber. Det giver hele Fyn mulighed for at deltage i kampagnen.
Mellem den 22. september og 26. oktober har fodboldfans og fynboerne dermed mulighed for at give fodboldtrøjer videre til børnefamilierne via indsamlingskasser hos OB i Ådalen, Fanshoppen i Kongensgade og Nature Energy Park, i Hummel-butikken i Rosengårdscentret, hos Energi Fyn og i fem udvalgte Øens Hold-klubber.
Samtidig inviterer Energi Fyn alle Øens Hold-klubber gratis på stadion den 26. oktober kl.17.00, til en stor finale på #MåJegFåDinTrøje-kampagnen, hvor førsteholdsspillerne efter kampen vil indsamle trøjer fra fans langs banen.
Følelsen af fællesskab
Hos Red Barnet er kampagnen med til at sætte fokus på vigtigheden i, at alle børn har brug for at være en del af et fællesskab:
- Dette initiativ illustrerer lige præcis, hvorfor partnerskaber er essentielle for os i Red Barnet. Vores langvarige samarbejde med OB giver os mulighed for at udvikle ideer og tiltag, der skaber værdi i en større sammenhæng og bidrager til sociale bæredygtige forandringer. Med denne kampagne sættes fokus på en vigtig kerneværdi hos både OB og Red Barnet – nemlig fællesskabet og det vigtige arbejde vores frivillige gør for at hjælpe børn ind i positive fællesskaber, siger Nicolai Skjølstrup, Corporate Partnerships Manager.
Efter kampagnen screenes alle trøjer for god kvalitet, inden de vaskes uden beregning af Textilia Group A/S. Herefter har alle børnefamilierne mulighed for at udvælge sin helt egen trøje. Derfor er fodboldtrøjer i alle størrelser mere end velkomne.
For at sprede kampagnen yderligere på tværs af Fyn, er dens navn et hashtag: #MåJegFåDinTrøje. Når du har givet din fodboldtrøje videre, så den kan få nyt liv, er du derfor velkommen til at vise det ved at lægge et billede op ad dig selv ved dit lokale indsamlingssted og skrive #MåJegFåDinTrøje på sociale medier.