U13 Liga 3 triumferer i Tyskland
En weekend fyldt med fodbold, fællesskab, oplevelser og stærke præstationer endte på den bedst tænkelige måde, da U13 Liga 3 kunne løfte pokalen som vindere af det internationale stævne i Brahmsee i Nordtyskland.
Dag 1 – En stærk åbning
Turen begyndte med en flot åbningsceremoni, hvor alle hold blev præsenteret. Som stævnets eneste udenlandske hold fik OB en særlig velkomst, da "Der er et yndigt land" blev spillet over højtalerne.
På banen ventede første kamp mod SG Welper, og selvom drengene skulle vænne sig til nye forhold med større baner, offside-regler og 9 mod 9-fodbold, viste de hurtigt deres kvalitet.
SG Welper – OB 0-3
Efter blot fire minutter kom føringsmålet, og resten af kampen blev kontrolleret sikkert. Med høj energi, aggressivitet og godt spil blev det til en fortjent sejr og en perfekt start på turneringen.
Dag 2 – Målshow og fællesskab
Lørdag bød på to kampe, hvor OB viste stor forskel på holdene.
OB – SG Padenstedt 9-0
OB – Blau-Weiss 96 10-0
Selvom de første minutter af dagens første kamp ikke var på det niveau, trænerteamet ønskede, fik holdet hurtigt sat sig på opgørene. Der blev spillet flot fodbold, skabt masser af chancer og samtidig rettet op på flere af de ting, der havde manglet dagen før.
Efter kampene gik turen til Kiel, hvor hele holdet spiste fælles frokost og nød nogle timer i byen med shopping og hygge. Dagen blev afsluttet med en forfriskende badetur i Brahmsee-søen ved vandrehjemmet.
Med tre sejre og en samlet målscore på 22-0 var optimismen stor før semifinalerne.
Dag 3 – Drama, straffespark og guld
Søndagen bød på de sværeste kampe i turneringen.
Semifinale
OB – Eintracht Norderstedt 1-1 (6-5 efter straffespark)
Kampen blev præcis så tæt, som man kunne forvente. Chanceniveauet var størst til OB, men efter et rødt kort midtvejs blev opgaven markant sværere. Kort efter kom modstanderne foran på et hjørnespark.
Drengene nægtede dog at give op. Med blot tre minutter tilbage kom den forløsende udligning, og semifinalen skulle afgøres fra straffesparkspletten.
Her viste holdet stor mental styrke. Efter et brændt første spark scorede resten af skytterne sikkert, mens målmanden leverede to fremragende redninger. Jubelen kunne bryde løs, og finalebilletten var sikret.
Finale
OB – FC Eisenhüttenstadt 1-0
I finalen blev der kæmpet om hver eneste bold. Intensiteten var høj, energien enorm og viljen til sejr endnu større.
Et sikkert omsat straffespark blev kampens eneste mål, men OB skabte muligheder til mere og kunne fortjent lade sig kåre som turneringsvindere.
En holdpræstation hele vejen rundt
En af weekendens mest imponerende statistikker var, at 8 af holdets 10 markspillere kom på måltavlen i løbet af turneringen. Det fortæller historien om et hold, hvor alle bidrager, og hvor sammenholdet er lige så stærkt som kvaliteten på banen.
Efter en fantastisk weekend med masser af oplevelser, sammenhold og flot fodbold vender en flok stolte trænere og trætte spillere nu hjem til Danmark – klar til at afslutte den hjemlige sæson på bedste vis.
Stort tillykke til hele U13 Liga 3 med en imponerende turneringssejr i Tyskland!