Rudkøbing måtte tage hjem uden point fra Ådalen
U15 liga 3
OB - Rudkøbing (0-0) 2-0
U15 Liga 3 spillede søndag sæsonens anden turneringskamp.
Denne gang stod Rudkøbing på menuen. Begge hold gik ind til kampen med deres første point til gode efter nederlag i første spillerunde.
Første halvleg starter i et højt tempo, og vi sætter os med det samme tungt på spillet. Drengene er virkelig veloplagte og drøner derudad fra første fløjt.
Vi kommer flere gange igennem på højresiden og får skabt en række gode situationer, men Rudkøbing forsvarer deres mål med alt, hvad de har.
Det giver os en del hjørnespark, som vi dog ikke formår at omsætte til mål.
På trods af vores overtag ender første halvleg derfor 0-0.
I pausen er budskabet klart: Vi er det bedste hold, og vi skal fortsætte med det, vi har gang i. Sammen finder vi nogle konkrete punkter, hvor vi ønsker at sætte yderligere ind i anden halvleg.
Vi ved samtidig, at vi med vores høje tempo kan gøre det svært for Rudkøbing at holde energien og koncentrationen gennem hele kampen.
Anden halvleg fortsætter i samme spor som den første. Vi er bedst og sidder tungt på bolden.
Vi spiller os frem til mange chancer og bliver ved med at presse på, men Rudkøbing forsvarer sig fortsat godt.
Efter at have belejret Rudkøbings felt i omkring 50 minutter lykkes det endelig Emir at få bolden i mål til 1-0. En forløsende scoring efter en lang periode, hvor vi har været tålmodige og fortsat med at tro på, at målet nok skulle komme.
Kort efter bliver det 2-0. Joel sender Frederik flot afsted, og Frederik leverer en endnu flottere aflevering med venstrebenet ind til Emir. Emir tager en enkelt berøring og sparker sikkert bolden i mål.
En rigtig stærk holdindsats, hvor drengene gennem hele kampen holder fast i vores måde at spille på. Selvom vi ikke får udbytte af vores store overtag i første halvleg, bliver vi ved med at spille med højt tempo, skabe chancer og arbejde for hinanden. Det er især den tålmodighed og vedholdenhed, vi kan tage med videre.
Desværre blev kampen også præget af en alvorlig hændelse i første halvleg, hvor en Rudkøbing-spiller besvimede og efterfølgende blev kørt til behandling på sygehuset.
Vi ønsker ham rigtig god bedring og håber, at han hurtigt er frisk igen og snart står klar på fodboldbanen.
En stor tak skal samtidig lyde til dommeren, forældrene og spillerne fra begge hold, som alle håndterede situationen eksemplarisk.