Menu

Nederlag i Ringe tirsdag aften

image
Jesper Eriksen
10. september 2025 kl. 06:44

U15 Liga 5

Ringe BK – OB 5-1 (3-1)

 

Tirsdag spillede vi første kamp i den nye sæson ude mod Ringe.

Forventningerne og glæden ved endelig at komme i gang var store, men det skulle ikke blive nogen stor aften i Ringe.

Vi kommer lidt halvsløjt fra start, hvor vi mangler vilje i duellerne og ofte vælger de svære driblinger frem for de nemme afleveringer og løb uden bold.

Fejl er der også mange af i den indledende fase, og Ringe kommer derfor tidligt foran 2 - 0.

Vi får dog hanket op i os selv og får reduceret.

I samme periode trækker Ringe et rødt kort, så vi spiller 11 mod 10.

Vi får dog ikke udnyttet udvisningen og sat os på kampen, og halvlegen ender 3 - 1 til Ringe efter endnu en defensiv koger. Offensivt bliver vi også ramt af uheld, da vores angriber må udgå efter en grov tackling.

I 2. halvleg trækker vi selv en tidlig udvisning og mister derefter gradvist modet og kræfterne. En uskøn og rodet halvleg ender derfor 2 - 0 til Ringe, så vi samlet indkasserer et fortjent 5 - 1 nederlag.

Alt i alt en uskøn kamp, hvor vi ikke lykkes med meget og Ringe slår os med enkle midler.

Vi ser frem mod næste kamp. Det kan kun blive bedre.

Luk