Dominans uden belønning
U16 Liga 2
TPI – OB 1-0
Vi tog søndag turen til TPI, hvor der var lagt op til et spændende opgør. Optakten blev lidt rodet med både dommerforhold og vejret, men inden kampstart fik vi samlet os, lagt planen og sat holdet.
Første halvleg blev i høj grad spillet på OB’s præmisser.
Vi kom godt ud og fik hurtigt skabt flere chancer og også nogle meget store af slagsen. Desværre manglede vi den sidste skarphed, og det begyndte naturligt nok at skabe frustration, især fordi TPI stod langt tilbage og primært forsøgte at forsvare sig. Samtidig leverede deres målmand en rigtig stærk indsats.
Pludselig fik TPI bevæget spillet op omkring vores felt, og de udnyttede muligheden kynisk til at bringe sig foran 1-0. En kæmpe mavepuster i en kamp, hvor vi ellers havde været det bedst spillende hold. Scoringen gjorde ikke opgaven nemmere, men vi fortsatte med at styre spillet og skabe muligheder.
I pausen var vi nødt til at kigge indad. Vi skulle spørge os selv, om vi kunne være vores egen indsats bekendt, når vi havde spillet os frem til så mange muligheder uden at få noget ud af det. Vi skulle finde endnu mere energi, tro på vores kvaliteter og blive ved.
Anden halvleg bød også på masser af energi fra vores drenge. Vi pressede på og forsøgte igen og igen at finde vejen til målet, men uden den nødvendige skarphed og det sidste held ville bolden simpelthen ikke ind.
Dermed måtte vi gå tomhændede fra opgøret og tage hjem med nul point.
En utrolig frustrerende oplevelse, hvor det er svært at forstå, at vi ikke får noget med hjem. Følelserne kom naturligt lidt ud på tøjet efter kampen, for drengene vidste godt, at der lå mere i den her kamp.
Men vi skal videre. Vi skal tilbage på sporet og bruge frustrationen som brændstof til den næste opgave.