Menu

OB er tilbage i Fyns bedste to rækker

image
Jesper Eriksen
05. august 2026 kl. 23:20
8 oprykninger på 2 år

OB er igen at finde i øens to bedste rækker efter endnu en flot halvsæson.

 

Seniorafdelingen er således repræsenteret i både GF Fyn Serien og Serie 1, når den nye sæson bliver sparket i gang.

 

Siden efteråret 2024 er det blevet til otte oprykninger ud af otte mulige for de to hold. En helt vild præstation af spillerne, trænerne og de frivillige omkring holdene.

 

OB’s bedste seriehold har i perioden bevæget sig fra Serie 2 til GF Fyn Serien, mens hold 2 har taget turen fra Serie 3 til Serie 1. Undervejs er det blevet til 62 sejre i 87 kampe for de to hold.

 

Sidst OB havde et hold i Fynsserien, var i 2019, og man skal helt tilbage til 2012 for at finde seneste sæson, hvor klubben samtidig var repræsenteret i de to bedste fynske rækker.

 

Et mangeårigt arbejde der bærer frugt

 

Resultaterne er dog ikke opstået natten over.

 

Der, hvor OB står i dag, er kulminationen på et mangeårigt fokus i seniorafdelingen: Dygtige trænere, god og udfordrende træning samt et miljø, hvor det er rart at være.

 

Ambitionen har været at skabe et attraktivt seniortilbud, hvor spillerne både kan udvikle sig på fodboldbanen og blive en del af et stærkt fællesskab. De seneste års resultater viser, hvad der kan opnås, når kontinuitet, engagement og godt træningsarbejde går hånd i hånd.

 

Tak til trænerne

 

En stor tak skal lyde til vores trænere Kristian Olesen (GF Fyn Serien) samt Christian Hammer og Carsten Lektonen (Serie 1-holdet).

 

I har sammen med spillerne og de øvrige frivillige lagt et stort arbejde i træningsbanen, kampene og fællesskabet omkring holdene.

Jeres engagement har været afgørende for de flotte resultater.

 

Der skal samtidig lyde tak til de trænere, som kom før jer.

Det arbejde, der udføres i dag, står på skuldrene af den indsats og det fundament, som gennem flere år er blevet skabt i seniorafdelingen.

 

Tak til alle, der har bidraget – og stort tillykke til spillere, trænere og frivillige med de flotte resultater.

 

Har du lyst til at være med?

 

OB Senior er altid interesseret i at høre fra dygtige og engagerede spillere, der har lyst til at blive en del af et ambitiøst fodboldmiljø og et stærkt socialt fællesskab.

 

Interesserede spillere er velkomne til at komme til prøvetræning tirsdage (18-19.30) og torsdage (19.30-21.00).

Kontakt Kristian Olesen 21461694 eller Christian Hammer 40984754

 

Stribede hilsener

Søren Erik Nielsen

Seniorleder OB 

Luk