Menu

U12 i aktion søndag

image
Jesper Eriksen
23. januar 2023 kl. 07:39
3 hold spillede træningskamp

U12A

Kerteminde - OB

A-holdet spillede søndag formiddag første træningskamp i det nye år ude mod Kerteminde.

Det blev en flot og velspillet kamp, som holdet stik mod spil og chancer dog desværre tabte 1 - 2.

Vi er klar fra start og sætter os på kampen med sikre og effektive kombinationer frem ad banen, hvor vi ofte finder nærmeste medspiller og hele tiden bevæger os for hinanden. Vi kommer også frem til både halve og hele chancer, men et godt kæmpende Kertemindeforsvar og en dygtig målmand forhindrer et eller flere tidlige føringsmål.

I stedet lykkes det Kerteminde via et par enkeltmandspræstationer fra distancen at score 2 mål på omstillinger, så vi må gå til pause nede 0 - 2.

Trods modgangen og det ulige forhold mellem mål og chancer fortsætter vi det gode spil i 2. halvleg, hvor vi igen kommer til et hav af chancer. Det lykkes dog trods et rent powerplay sidst i kampen kun at score en enkelt gang til slutresultatet 1 - 2.

Alt i alt en flot sæsonstart af drengene, der trods den resultatmæssige modgang og de mange lige ved og næsten situationer fastholdt deres fokus på løb og spil gennem hele kampen. Mon ikke statistikken udjævner sig over sæsonen?

 

U12B

OB - Dalum if

Sæsonens første kamp var mod Dalum IF, et hold vi altid spiller tætte kampe imod og denne var ingen undtagelse.

Vi havde til kampen fokus på at tro på egne og holdes evner, spille mere direkte i opspillet samt spille bredt/væk fra modstanderen.

Første halvleg er vi dominerende i store dele af spillet. Vi lykkedes med vores aftaler, som resultere i flotte kombinationer, flotte opspil samt mange vi bryder modstanderens opspil. Vi går til pause med en spinkel men fortjent føring.

Anden halvleg starter rigtigt dårligt. Vi stiller os for langt tilbage på banen og bliver passive. Vi lader Dalum tage initiativet og vi bliver for selviske i opspillet. Som halvlegen skrider frem får vi mere fat i kampen og kommer mere med. Dog formår vi ikke at score flere mål.

Resultatet bliver desværre 3-5, men dagens spil tegner godt for sæsonen hvis vi kan holde dette niveau.

 

U12M2

OB -Dalum if

2023 blev, kampmæssigt, sparket i gang med endnu en tæt kamp mod Dalum hjemme i Ådalen.

Vi har i opstarten arbejdet meget med at være tålmodige og rolige på bolden, når vores plan A om at være offensivt aggressive ikke er muligt. Dette i kombination med orientering inden boldmodtagelse gav mere flydende spil og gode kombinationer.

Kampen endte med et snævert nederlag, men selve spillet lover godt for den yderligere udvikling frem imod sommer.

Luk