U12 A kæmpede sig tilbage, men måtte se sig slået af BM
U12 A
Boldklubben Marienlyst - OB 6-2 (2-0)
Vi mødte søndag BM i Marienlyst. Opvarmningen startede rigtig godt, men allerede fra kampens start kunne vi se, at vi ikke helt ramte det niveau, vi gerne ville.
Vi var lidt for sløve i vores omgang med bolden og manglede både intensitet og kvalitet i vores spil.
Det straffede BM, som gik til pause med en 2-0-føring.
I pausen snakkede vi om, at vi skulle skrue op for både intensiteten og kvaliteten, hvis vi skulle tilbage i kampen.
Vi kom desværre bagud 3-0, men herefter begyndte vi for alvor at få spillet til at fungere.
Et hurtigt kontraspil efterfulgt af en ripost fra målmanden gav os 3-1, og blot få minutter senere reducerede vi til 3-2 på et flot direkte frispark.
Pludselig havde drengene troen på, at vi kunne vende kampen, og vi kæmpede virkelig flot for at komme tilbage.
Desværre begyndte skader og trætte ben at sætte sine spor.
Med kun én udskifter til rådighed blev det svært at holde intensiteten hele vejen, og BM fik til sidst lukket kampen.
Vi måtte derfor se os slået 6-2 af et stærkt og velspillende BM-hold.