U10A bød BBB op til dans i Ådalen
Endnu en gang bød U10A BBB op til dans – denne gang på hjemmebane i Ådalen.
Inden kampen havde vi fokus på at skabe længde og bredde i spillet for derefter at kunne spille i de rum, vi selv skaber.
Første halvleg blev dog en svær omgang for striberne. Vi havde svært ved at skabe de nødvendige rum og traf samtidig rigtig mange dårlige beslutninger med bolden. Det betød, at BBB kom frem til mange scoringer, mens OB havde svært ved at finde vejen til målet.
I pausen satte vi derfor fokus på hvornår man skal drible, og hvornår man skal aflevere. Samtidig var budskabet klart: Man giver ikke op, bare fordi det bliver svært, eller fordi man er bagud.
Og hvilken forskel efter pausen!
Anden halvleg startede med et OB-hold, der nærmest var som forvandlet. Vi traf langt bedre beslutninger, fik sat vores spil bedre sammen og lykkedes både med kombinationsspil og 1v1-situationer.
Det gjorde kampen langt mere lige, og i anden halvleg scorede de to hold lige mange mål.
Det endte med et nederlag til OB, men resultatet fortæller langt fra hele historien.
Anden halvleg gav masser af positivt at tage med videre – især måden drengene reagerede på, da tingene blev svære.