Menu

OB U11 vinder Guld i Esbjerg

image
Jesper Eriksen
12. maj 2018 kl. 15:24
Esbjerg Kia Elite Cup

I onsdags drog OB U11 GL vest på for at deltage i Esbjerg Kia Elite Cup. Tre dage senere kunne OB-drengene drage hjem øst på til Odense med guldet om halsen. Sådan.

 

I finalen mødtes stævnets to forhåndsfavoritter OB og AGF. AGF startede bedst de første 3 minutter og kom foran på godt spil op gennem banen. Herefter blev kampen fuldstændigt vendt på hovedet, og OB kunne gå til pause med fortjent 2-1 føring. I anden halvleg fortsatte tendensen med OB-dominans, men på bare to min kom AGF til i kampen med to hurtige scoringer, et flot frisparksmål efterfulgt af et ”rodemål” pga manglende opmærksomhed i det defensive.

 

Men 3-3 kunne ikke ryste OB, og drengene fandt igen niveauet og scorede fortjent yderligere 2 mål til en 5-3 sejr. Set over 60 min var der aldrig tvivl om, hvem der var det bedste hold i finalen. Og, hvis det ikke var for en aldeles dygtig målmand for AGF, så havde sejren også været langt større.

 

Sejren i stævnet er indtil videre kulminationen for holdet, der gennem knap to år med træner Jeppe Wørmer har udviklet sig til at være et af landets aller bedste hold i 2007 årgangen, det kan også ses, at holdet har fået tilgang af et par dygtige spillere i vinters – der er nu balance mellem de defensive og offensive kvaliteter.  

 

Med hjem til Odense tager holdet to sikre og fortjente sejre over to af Danmarks top 10 hold (AGF 5-3 og B93 5-1), og erfaringen fra en finale, hvor de ikke lod sig ryste af en svær start og kunne håndtere et comeback fra AGF. Herudover formåede drengene at vinde et stævne, hvor spillerne på forhånd vidste, at de var favoritter, og at omverdenen forventede, at de levede op til favoritværdigheden.

 

Det tegner lyst for årgang 2007 i OB. 

Luk