Gang i træningskampe

U12M træningskamp mod Middelfart
Dagens træningskamp mod Middelfart blev en spændende og velspillet affære.
Begge hold leverede flot fodbold med mange velspillede angreb og kombinationer.
Inden kampen talte vi om, at bygge videre på de ting, som vi har lykkedes med i de seneste kampe, samt hvad vi arbejder med til træning.
Drengene var selv yderst opsatte på at være klar fra start. Det lykkedes.
Vi skulle turde at spille fodbold - være rolig på bolden, hvor vi samtidig hjalp boldholder med at flytte sig og skabe vinkler. Det lykkedes.
Agressiv i genpres og returløb. Det lykkedes.
Middelfart vinder en meget lige kamp 4-2, hvor de små marginaler blev afgørende.
Drengene var naturligvis skuffede, som de skal være, efter kampen. Vi trænere var mere begejstrede, da vi bagefter evaluerede med drengene. Rigtig mange ting lykkedes nemlig. Vi føler endda, at vi spiller en bedre kamp end i sejren for to uger siden.
Optimismen bobler hos drengene, som har rykket sig meget siden sæsonstarten i august og der ses frem mod en ny træningsuge.
U12A hjemme mod Langeskov
Vi kommer OK ud til kampen, på trods af meget sne på banen og derfor et meget glat underlag. Mange spillere virker dog allerede fra start meget distraherede af det kolde vejr og klager over kolde tæer.
1. Halvleg taber vi 2-0, men spiller egentlig fint i perioder og har også et par gode chancer. Der er dog alt for mange individuelle fejl og boldtab, primært fordi drengene dribler for meget. Vi er heller ikke aggressive nok og derfor dominerer Langeskov os med rigtig flot kombinationsspil og hurtige offensive spillere.
I pausen taler vi om at vi skal være langt bedre på bolden og få pasningerne til at køre - og frem for alt skal vi sætte os igennem fysisk.
Det starter fint med et mål til os, men herefter er der for mange som tror de skal afgøre kampen på egen hånd og de personlige fejl bliver endnu flere. Langeskov spiller lynhurtigt og straffer vores dårlige returløb. Kampen ender fuldt fortjent med et nederlag på 1-6.
En kamp til glemmebogen, men også en vigtig reminder om at fodbold er et holdspil og en kontaktsport.
U12B træningskamp mod middelfart
Fokuspunkter for kampen var at presse modstanderne udad, god kommunikation og at være optimistiske.
Første halvleg var meget lige, med chancer til begge hold. Når vi tør spille vores spil ser det rigtig fint ud, og vi kommer foran 1-0.
Herefter presser middelfart os mere, og får skabt en del chancer. De lykkes med at ødelægge vores gode spil, og vi går derfor til pause bagud.
I pausen taler vi om, at vi skal turde blive ved med at spille, og at vi også godt må spille bagud, hvis der ikke er muligheder frem i banen.
De første 10 minutter af anden halvleg er igen tæt. Forskellen er at middelfart får scoret på deres chancer, og vi ikke gør. Vi kommer derfor bagud 1-5. Her får drengene hanket op i sig selv, og vi begynder at lykkes godt med vores presspil.
De sidste 20 minutter dominere vi, og har et hav af chancer. Desværre gør blanding af godt målmandsspil og svage afslutninger, at vi kun får scoret tre mål. Vi taber derfor 3-5.
Efter kampen bliver drengene rost for, at de var optimistiske hele vejen igennem. Bagud 1-5 kunne man godt have slået op i banen, men de kom tilbage og fik skabt mange chancer.